Tapning

Når jeg skal tappe mit øl på flasker gør jeg følgende:

Dagen før at jeg skal tappe flytter jeg gæringspanden og på en skammel eller et bord. Når jeg flytter den kan det næsten ikke undgåes at lidt af bundfaldet hvirvles op, så grunden til at jeg flytter den dagen før, er at det kan nå at bundfældes igen inden tapning.

Jeg starter tappedagen med at disinficere mine flasker. Dette gør jeg på følgende måde:

Jeg laver en stor spand med Chemipro Oxi, ca. 15 liter.

15 liter passer med at jeg kan have 7-8 flasker liggende i blød på en gang. Flaskerne skal være helt fyldte og under væsken:

Når de har lagt i blød i ca. 5 minutter, skylder jeg hver flaske med koldt vand og sætter dem til at tørre. Til at tørre dem bruger jeg en fastrack, hvor de kan stå med bunden i vejre og dermed hurtigere dryppe af.

Mens jeg venter på at flaskerne tørrer desinficerer jeg resten af det udstyr jeg skal bruge. Så jeg laver en ny gang væske med Chemipro Oxi og lægger det udstyr som jeg skal bruge i blød. Samtidig fylder jeg de kapsler jeg senere skal bruge i en skål og overhælder dem med kogende vand så de er desinficerede.

For at der kommer lidt CO2 i det færdige øl, skal der en smule sukker i hver af de flasker jeg tapper på. Det gær der er tilbage i øllet vil spise sukkeret og danne lidt CO2. Jeg tager derfor lidt sukker (mængden afhængigt af hvor meget CO2 jeg vil have i øllet) og koger det op med lidt vand i en gryde. Grunden til at jeg koger det op er dels af få opløst sukkeret og dels at få desinficeret sukker og vand inden det blandes med øllet. Når det er kogt kommer jeg sukkervæsken i en desinficeret tappespand (en gærtank med en tappehane på); og nu er jeg klar til at stille øllet fra gærspanden til tappespanden:

Til formålet bruger jeg en autosiphon med en silicone slange på. Øllet løber nu fra den øverste tank på skamlen ned i den nederstetank. Med en desinficeret grydeske rører jeg meget forsigtigt rundt de første 15-20 sekunder, så jeg får blandet sukkervæsken med øllet. Mens øllet løber ned, holder jeg øje med hvornår jeg nærmer mig gærkagen i gæringsspanden. Jeg prøver at stoppe omstikningen så jeg ikke får noget af gærkagen med.

Nu er jeg klar til at tappe på flaske.

Tappespanden sætter jeg på et bord og sætter en flaskefylder på hanen. Her efter fylder jeg flaskerne og sætter kapsel på.

Jeg plejer at markere den sidste flaske jeg fylder. Jeg åbner den efter 1-2 uger med det formål at se hvor meget CO2 der er i og lige prøvesmage den.